Angst er en naturlig del af livet og er en del af kroppens beredskab, som kan være gavnligt, hvis man eksempelvis kommer i en farlig situation. Dette beredskab hjælper os, så vi er klar til at kæmpe eller flygte. Men hvis angsten sætter sig som en lidelse, kan den være utroligt invaliderende.
En angstlidelse, er som en falsk alarm, der kommer ud af det blå. Man får en overdreven frygt for urealistiske situationer, som ikke er farlige. Eller muligvis en overdreven bekymring om, at der vil ske noget farligt for dig eller en af dine kære, hvilket er meget udmattende for krop og sjæl. Dette kaldes for generaliseret angst (GAD), og er kendetegnet ved, at angsten kan knyttes til mange aspekter af livet. Med tiden kan angst for en genstand eller situation også udvikle sig til bekymringer om bekymringerne - eller angst for angsten. I denne situation bekymrer man sig om, hvad der er galt med en selv og hvorfor man ikke kan lade være med at bekymre sig. Dermed vender man angsten ind mod sig selv.
I nogle situationer er angsten meget specifik, som eksempelvis højdeskræk eller frygt for edderkopper. I disse tilfælde er der tale om en fobi. I andre situationer er angsten noget mere udefinerbar.
Angst kan også opstå pludseligt i specifikke situationer med et angstanfald, hvor der er tale om panikangst.
Socialangst er når man er omgivet af mange mennesker.
Ligeledes er der sygdomsangst, hvor man er sikker på man fejler noget, selvom lægen siger det modsatte.
Angst kommer i mange størrelser og former.
Uanset sværhedsgrad kan den gøre, at hverdagssituationer, som arbejde og studie kan være svære at vedligeholde.
Mere konkret og kort forklaret sker der det, at amygdala fejltolker de signaler du oplever i din hverdag, eksempelvis i sociale situationer. Dette kan starte en reaktion, hvor din hjerne føler den skal kæmpe , fryse eller flygte. Hjernen husker de angstfulde situationer og husker dem i fremtiden. Du vil opleve at hjernen reagerer på signalerne, hvilket kan vise sig som hjertebanken, svedige håndflader, en panik følelse eller indre uro.
I mange tilfælde kan angsten reduceres og forsvinde helt. Der findes dog tilfælde, hvor det handler om, at angsten skal reduceres til et tåleligt niveau så du igen kan leve et mere frit liv.
Symptomerne på angst kan variere i intensitet og hyppighed og strækker sig fra at være milde, til invaliderende – hvor det kan være svært at gennemføre en normal hverdag, hvilket selvsagt påvirker ens livskvalitet. De kropslige reaktioner, særligt angstanfald kan virke voldsomme og skræmmende. Dermed vokser angsten da man muligvis tror, at der er noget helt galt med én.
Nedenfor er kan du læse om angstsymptomer og typiske reaktioner, der kan opstå ved angst. Dette er både fysisk- og psykiske symptomer.
Usikkerhed og uro
Panikangst
Føle skyld og skam
Katastrofetanker – om der sker noget farligt
Overtænkning – har svært ved at styre tankerne
Bekymringer – om at man ikke gør noget godt nok
Undgåelsesadfærd – man undgår den eller det man er angst overfor
Sikkerhedsadfærd – man søger noget der kan bekræfte og berolige en igen
Disse to typer af adfærd kan være gode på kort sigt, men kan vedligeholde angsten på længere sigt og udvikle den
Kroppen går i alarmberedskab – sender stresshormoner ud i kroppen
Vejrtrækningen og hjerterytmen øges – for at føre ilt til musklerne, da kroppen tror den skal kæmpe eller flygte.
Kroppen spænder – derfor kan man få ondt i maven, blive svimmel, ryste eller føle man får ondt i brystet
Der findes forskellige former for angst, som kan udspringe af mange årsager. Behandlingen vil hos mig grundlæggende omhandle, at udforske årsagerne til angsten og derefter forsøge at reducere den, med eksempelvis kognitiv terapi.
Det er selvfølgelig også vigtigt at sikre sig, at der ikke er en anden fysisk årsag til de kropslige symptomer. Derfor opfordrer jeg gerne mine klienter til at tale med sin læge, så vi er sikre på, at der ikke er noget fysisk til grund for angstsymptomerne. I nogle tilfælde vil der være behov for støtte med medicinsk behandling. Dette er dog langt fra nødvendigt for alle. Lægen vil kunne hjælpe med eventuelle angstdæmpende lægemidler eller belysning af sine muligheder for den mest effektive behandling til dig. Muligvis vil lægen kunne afhjælpe et dominerende symptom som fx hjertebanken. For langt de fleste vil kognitiv adfærdsterapi alene dog være en effektiv behandling, som kan skabe bedre kontrol over angsten.
Den medicinske behandling er ikke altid nødvendig, men der kan være positive sider ved at kombinere den med terapi, hvilket jeg i så fald vil tale med dig om, hvis det er noget du ønsker.
Kognitiv terapi har en stor dokumenteret effekt på behandling af angst. Vi vil gennem terapien tage udgangspunkt i dine problematikker og udfordre dine tanker og adfærdsmønstre, hvilke kan være med til, at vedligeholde angsten. Når det der vedligeholder angsten bearbejdes, vil den trygt kunne reduceres gennem samtale og muligvis eksponering. Hvormed angsten roligt og trygt aflæres.
Det er vigtigt, at du forstår, at ingen forløb er ens, hvormed nogle har behov for kortere og andre længerevarende behandling.
Selve behandlingen kan for mange være meget angstprovokerende. Derfor vil jeg understrege, at jeg vil respektere dit tempo og ikke vil overskride dine grænser.
Når man har angst, kan man godt tænke er jeg 'psykisk syg?' - Til det må jeg sige, at angst er en meget udbredt psykisk lidelse. Det betyder dog ikke, at du ikke kan blive rask igen. Du skal søge den hjælp, som kan give dig en angstdæmpende effekt. Ligeledes er det vigtigt, at du får hjælp til at håndtere de faktorer, som udløser angsten i dig.
Der vil være bestemte situationer, som i et vist omfang forstærker angsten. Disse situationer skal du have hjælp til at håndtere. Derfor er det vigtigt, at du husker du er ikke alene! Brug dit netværk til at tale om angsten og de udfordringer du oplever.
Ligeledes skal du vide, at naturen er et virksomt våben imod angstlidelser. Så uanset, hvor svært det kan være, er det meget vigtigt, at du stadig kommer ud. Forskningen viser nemlig, at daglig frisk luft i rolige omgivelser kan være med til at dæmpe dine symptomer.
Husk de kvaliteter du rent faktisk besidder! Det er noget man glemmer let, når man drukner i angsten. Det betyder også, at angsten som ringe i vandet, kan påvirke ens selvværd og selvtillid. Dette er ingen tjent med - så husk ikke at være selvkritisk, men forsøg i stedet at yde dig selv selvomsorg.
Medicinsk behandling af angst - kan du få gennem egen læge. Dette betyder ikke, at du skal være afhængig af antidepressiv medicin fremadrettet. Behandlingen er virksom med eksempelvis kognitiv behandling. Når du er klar og igen kan håndtere hverdagen kan du få hjælp til en gradvis aftrapning af dine lægemidler. Ligeledes hvis du oplever ubehagelige bivirkninger af din medicin, er det vigtigt du muligvis skifter medikament.
I forlængelse af medicinsk behandling af angst, vil jeg tilføje, at det er ikke ualmindeligt, at mennesker begynder at selvmedicinere deres angst. Dette kan de gøre ved eksempelvis alkohol, hash eller andre stimulanser. Dette kan nemt udvikle sig til en afhængighed. Disse afhængighedsskabende stoffer er ikke svaret på din angst. Du vil muligvis få lindring i et øjeblik eller nogle timer. Men angsten kommer ofte stærkere tilbage. Dette kan hurtigt skabe en nedadgående spiral, hvor du udover din angst får udviklet et misbrug, som kan være svær at komme ud af.
Det at være pårørende til en person med angst kan være en stor belastning for én selv. Ligeledes kan det bringe megen tvivl, stress og ensomhed med sig. Det at være pårørende kan i nogle tilfælde være så stor en byrde, at det i særlige tilfælde kan lede til depression. Derfor er det vigtigt, at du først og fremmest passer godt på dig selv! Du er nød til, at bevare din egen mentale styrke og overskud - for at du kan støtte din nære videre.
Derfor kommer jeg her med tre hurtige råd, som kan hjælpe dig i din tilværelse som pårørende.
Det er vigtigt, at du som pårørende mærker dine egne følelser. Det betyder, at alt fokus ikke bør være på den du kender med angst.
Selvom dit største ønske er, at hjælpe personen videre, skal du stadig huske at mærke, hvem du selv er, og hvor dine grænser går.
Du har stadig brug for at leve et godt liv, med ro og glæde. Hvis ikke du gør det, vil dit overskud mindskes og du vil ikke kunne gøre en forskel eller hjælpe personen med angst.
Det betyder, at dit fokus også bør være på, at gøre ting, som giver dig luft og overskud i hverdagen. dette kan være, at ses med mennesker, som ikke har angst, dyrke motion eller komme ud i naturen.
Det at bruge dit øvrige netværk kan være en stor hjælp til, at du selv kan få luft for dine bekymringer, så du ikke bliver tynget unødigt.
Hvis du føler det er svært at tale med dit netværk, eller dit netværk ikke kan rumme din situation - kan en støttegruppe være en løsning. I en sådan gruppe vil du kunne lufte dine bekymringer, tanker og følelser i et sikkert rum, hvor du møder andre ligesindede.
En person med angst føler sig ofte 'ikke forstået' og føler sig alene i sine vanskeligheder. Du kan gennem god kommunikation være en støtte - men vær varsom, for kommunikationen kan nemt blive misforstået.
Derfor er det vigtigt, at du prøver at føre en konstruktiv samtale, hvor fokus er på behovet hos den der har angst. Det er vigtigt, at du stiller åbne spørgsmål og ikke bliver åbenlyst såret over de svar, som muligvis kan komme retur. Prøv at huske, at fokus skal være på at skabe forståelse og tryghed. Der må ikke være en følelse af, at noget er forkert at sige. Tværtimod skal der være en følelse af, at du som pårørende vil være der gennem tykt og tyndt, uanset hvad der bliver sagt.
Hvis svarene er svære for dig at forstå eller leder til sårede følelser, må du anvende dit øvrige netværk til at få forløsning for dette.
Du ønsker kun at hjælpe bedst muligt, men føler måske ofte, at du ikke slår til. Du kan se og mærke, hvordan rollerne i relationen er blevet ændret og intet længere er som før, uanset, hvor hårdt du prøver at være der og holde fast i det liv i havde og ikke mindst har nu.
Men du skal huske, du er IKKE behandler - du er pårørende og du kan kun gøre dit bedste! Derfor ER det du gør, godt nok!
Det eneste du kan gøre er at lytte, trøste, være der og forsøge at finde den rette behandler til personen i dit liv, som oplever angst.
Dette kan dog være en svær opgave, da mange føler det som skamfuldt eller direkte tabubelagt at være i angst tilstanden. Så hvis det er en udfordring at få personen til at gå i behandling, skal du træde varsomt og tage det i bidder.
Når personen er klar, er det vigtigt, at personen finder en, som denne er tryg ved og hvor der er en god kemi. I kan måske søge; 'psykolog kolding angst', på en søgemaskine og læse jer frem til, om i sammen kan finde et godt bud på, hvem der kan være den rette for jer.
Priserne kan variere meget fra psykolog til psykolog. Den er også afhængig af, hvorvidt du kan få en henvisning fra lægen eller om du måske har en sundhedsforsikring, som kan dække din behandling helt eller delvist.
Det betyder, hvis du ikke føler du har penge til en psykolog kan din sundhedsforsikring måske betale, hvormed du måske kan få det gratis, eller få noget af behandlingen dækket.
Min ventetid varierer. Du kan være heldig at komme til hurtigt, hvis jeg lige har afsluttet et forløb, men desværre kan du i nogle tilfælde skulle vente længere før, at jeg kan tilbyde første konsultation.
Desværre tager jeg ikke imod lægehenvisninger, dette og ovenstående kan du læse mere om her.
Derfor er det vigtig for mig at understrege, at jeg arbejder med den yderste forsigtighed, fortrolighed og respekt. Som et medlem af dansk psykolog forening arbejder jeg under de etiske retningslinjer for nordiske psykologer - hvilket du kan læse mere om her.
Tanker om selvmord er desværre ikke unormale i en sådan situation, hvor du føler du ikke kan være i din angst længere.
Hvis du oplever dette og har akut brug for psykologisk krisehjælp, er det af yderste nødvendighed, at du kontakter venner, familie, egen læge eller den psykiatriske akutmodtagelse.
På linket; Akut psykiatrisk hjælp - find akutmodtagelser (psykiatrienisyddanmark.dk) kan du finde region Syddanmarks psykiatriske akutmodtagelse i dit nærområde og dermed modtage professionel hjælp. I dette regi vil de kunne tilbyde dig en tværfaglig indsats og fokusere på at mindske angsten.
Der er mange mennesker som vil støtte dig i at få professionel psykologisk hjælp og som har erfaring med mennesker, der har brug for krisehjælp.