Er du i tvivl, om du har stress? Læs om typiske symptomer og hvornår det giver mening at søge hjælp og behandling for stress. Som psykolog med erfaring i stress giver jeg et kort overblik her.
Mange oplever i lang tid, at noget føles forkert – men har svært ved, at sætte ord på det. Måske sover du dårligere, har en kortere lunte, svært ved at koncentrere dig eller føler dig overvældet, selv af små ting. I dette indlæg får du overblik over, hvad stress er, og hvordan du kan kende forskel på almindelig travlhed og reel belastning.
Stress er kroppens naturlige reaktion på belastning – en slags alarmberedskab. Kortvarig stress er ikke farlig, men når kroppen ikke får pauser, kan den blive ved med at være i en alarmtilstand. Det slider både fysisk og psykisk.
Stress er altså ikke bare ”at have travlt”, men overbelastning gennem længere tid, hvor kroppens systemer begynder at reagere med symptomer, fordi der ikke er nok hvile og restitution.
Stress kan vise sig på mange måder. Her er nogle af de mest almindelige:
Fysiske tegn:
- Hjertebanken
- Hovedpine
- Mavesmerter eller kvalme
- Søvnbesvær
- Træthed – selv efter søvn
Psykiske tegn:
- Indre uro og/eller irritabilitet
- Let til tårer, altså grådlabil eller følelsesmæssig sårbarhed
- Tankemylder og/eller koncentrationsbesvær
- Følelse af utilstrækkelighed og/eller opgivenhed
- Øget følsomhed overfor kritik
Mange ignorerer disse signaler – indtil kroppen selv siger fra.
Hvis du genkender nogle af symptomerne, kan det være en god ide at stoppe op og tage dem alvorligt. Du kan starte med:
- At skrue ned for krav og forpligtelser, hvis det er muligt
- At tage små, korte pauser i løbet af dagen, hvor du laver dybe vejrtrækninger
- At skrue op for søvn og restitution
- At tale med en ven eller en anden du stoler på
- At føre dagbog, få luft for dine tanker
Det handler ikke om at ”fixe det hele”, men om at begynde at lytte til kroppen og hovedet – give plads til at restituere.
Du behøver ikke vente, til du ”rammer muren”, før du kontakter en psykolog. Mange oplever en lettelse ved at dele det, de går med – og få hjælp til at forstå hvad der sker og arbejde videre med den individuelle situation.
Hvis du:
- Ikke længere kan mærke glæde ved noget
- Føler dig som en skygge af dig selv
- Bliver ved med at opleve symptomer, selvom du prøver at ændre ting
Så kan det være tegn på, at du har brug for mere støtte.
Stress er ikke et tegn på svaghed – det er et tegn på, at du har forsøgt at være stærk for længe.
Jo tidligere du stopper op, jo nemmere er det at vende tilbage til trivsel.
Mange i min praksis, mærker hurtigt forskel, når de begynder at tage sig selv alvorligt.
Hvis du genkender dig selv i det her og ønsker sparring, er du altid velkommen til at kontakte mig her.
Du kan også tilmelde dig mit nyhedsbrev herunder og få næste blogindlæg direkte i din indbakke.
Ligeledes er du velkommen til at følge min instagram for mere inspiration og refleksion.
Tak for at læse med
Venligst
Psykolog Daniella Lovisa